BLOG: Privatlivet er presset grundet terrortruslen

Aldrig har privatlivet, som vi alle anerkender været under større pres. Det mener medlem af Liberal Alliances Ungdom, Bjørn Hebsgaard Nielsen. (Foto: Borja Iza (CC BY-NC 2.0))

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

BJØRN HEBSGAARD NIELSEN, medlem af Liberal Alliances Ungdom
2015 var et knæfald for privatlivet. Aldrig har privatlivet, som vi alle anerkender været under større pres.

Stater rundt om i vesten har i dag bedre mulighed for at overvåge sine borgere end set tidligere, og dette må nok ses som en konsekvens af de terrorhandlinger, vi igennem året har været vidner til.

I januar startede det ud med den første nedtur. Charlie Hebdos redaktion blev angrebet, da bladet siden sin eksistens har forbeholdt sig retten til at trykke satiriske tegninger af islams profet, Muhammed.

I november så man igen et angreb på den franske hovedstad, men denne gang var det dog i højere grad rettet mod helt almindelige borgere, der f.eks. opholdte sig på cafeer eller var taget til koncert.

Med disse angreb på vores frihedsværdier, såsom ytringsfriheden, kom der heldigvis fordømmelse fra flere lande, og vi ser nu, at flere stater er begyndt at bekæmpe IS militært.

Men disse angreb satte også en tendens i gang her i vores del af verden. En bredere accept af masseovervågning af også helt almindelige borgere, man ikke har nogen formodning om ønsker at gøre nogen fortræd.

Efterfølgende så vi, at man i Frankrig gav efterretningstjenesten videre beføjelser til at overvåge sine borgere, og i Danmark forsøgte den tidligere regering at give Forsvarets Efterretningstjeneste mulighed for aflytte danske borgere, der befinder sig i udlandet uden dommerkendelser.

LÆS OGSÅ: Afskaffelse af registreringsafgiften er fornuftig

Her gik grænsen dog, og der blev ikke fundet et flertal herfor, men bare det, at forslaget nåede at blive præsenteret, viser hvor lidt værdi politikerne i dag tillægger almindelige retsprincipper i kampen mod terror.

Det er vigtigt, at man uskadeliggør IS, men det må aldrig ske på bekostning af vores retsprincipper. I sidste ende kan det være grobund for det totalitære overvågningssamfund.

Jeg er ikke modstander af, at man overvåger formodede terrorister, men det skal foregå gennem dommerkendelser. Jeg håber derfor også, at det nu kommende år bliver et år, hvor vi styrker friheden og privatlivets tilstand.

Ellers opnår terroristerne i sidste ende, hvad de ønsker – mere kontrol og mere frygt.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail