BLOG: Socialstatens fraværende sømmelighed

Foto: David Kahr, Folketinget

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Moral og anstændighed skal vurderes på personens aktive ønske om at hjælpe og ikke hans pligt i at betale skat.

De klassiske værdier, i form af en naturlig deltagelse i fællesskaber, for os som borgere, er i frit fald. Værdier der omfavner fællesskabet og sammenhængskraften, som familien, foreningslivet, kirken, højtider og andre klassikere, anses for at være i forfald.

Den autonome selviskhed hos borgerne, lever i bedste velgående, i takt med hans rejsende ansvarsfralæggelse – igennem Danmarks udvikling imod mere centralisering og kollektivisme. En skærende kontrast er blevet en realitet, mellem intentionen om samhør gennem socialstaten og så den altomfattende centralmagt udfoldelse – som derimod er blevet en egoisme fremmende goliat.

I denne overgang er ansvaret, fra det folkelige begær efter medmenneskelige prioriteringer, ved alt fra understøttelse til dem der ikke kan klare sig selv, til prioritering af diverse kulturinstitutioner – blevet et koncentreret statsligt ærinde. Instanser der blev etableret, gennem et almenfatteligt ønske om at hjælpe, er nu blevet til et punkt på finansloven og et uretmæssigt indgreb i privatøkonomien.

Det moralske menneskes incitament, efter at kunne agere anstændigt og prioritere humane donationer, er tragisk destrueret, i målet om at få en central omfordelende befalingsinstans. En reducering til, at vi skal vurderes på vores profilering af anstændighed og ønske om at hjælpe til, med et sølle valg af 179 politikere hver 4. år.

Hvor man tidligere blev bedømt af sine medborgere, i forhold til ens entusiasme og prioritering for at bidrage til, at løfte de svageste, ved enten økonomiske donationer eller det et stå i et suppekøkken – kan vi nu i stedet, betale vores skat med glæde og stemme til venstre for midten på stemmesedlen.

LÆS OGSÅ: BLOG: Den taknemmelige liberalist

Vi bør derimod stræbe efter, at stoppe associationerne mellem ønsket om lavere skatter og personens moral.

Vi bør naturligvis vurdere hinandens sømmelighed, men ved en anskuelse af hans egentlige ønske om at hjælpe sin næste – således at efterstræbelsesværdige fællesskaber vil opstå, for de indbyggere der ønsker hinanden det bedste.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail