BLOG: Støt grønlændere i Danmark

Støt grønlændere i Danmark - Freja Fokdal

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

FREJA FOKDAL, integrations- og udlændingeordfører i Radikal Ungdom
En fjerdedel af alle født på Grønland er bosiddende i Danmark.

Grønlændere er nemlig i besiddelse af et dansk pas og kan derfor frit flytte til Danmark.

Men netop grundet det danske statsborgerskab er grønlændere ikke nødsaget til at tage en uddannelse, et arbejde eller lære sproget til fulde, da de har samme krav på sociale ydelser som indfødte danskere, til forskel fra andre udlændinge der flytter til Danmark.

Derfor har mange af de herboende grønlændere aldrig formået at blive integreret i samfundet, og en relativt stor del ender desværre ud i hjemløshed eller et alkohol- eller stofmisbrug

Derfor mener jeg, at grønlændere der flytter til Danmark, bør tilbydes et kursus i det danske sprog og kultur.

Det er dog vigtigt at bemærke, at en stor del af grønlænderne der kommer til Danmark har talt dansk fra barnsben og er velbevandrede i den danske kultur. Derfor bør kurset også blot være et tilbud, og ikke et krav.

Dertil bør de, som ikke kommer direkte i uddannelse eller arbejde, tilkobles en mentor, som kan hjælpe dem med at søge arbejde eller uddannelse, finde et sted at bo etc.

Det kan være svært at navigere rundt i et samfund, som på trods af rigsfællesskabet er meget anderledes, end der hvor de kommer fra.

Således sikrer vi, at flere grønlændere bliver en integreret del af det danske samfund, og gør op med fordommen om den fulde grønlænder på bænken.

Læs Frejas egen blog her: www.frejafokdal.dk

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail
  • Mads Bjørn

    Jeg er grundlæggende enig i kritikken af måden, folk af grønlandsk afstemning behandles på i Danmark, samt at problemet i høj grad overses. Men det er en forsimpling og en fordrejning af problemet, for det første at sige at grunden til stof- alkoholmisbrug blandt grønlændere bunder i, at de har ret til sociale ydelser i Danmark, og derfor ikke ‘er nødsaget til at tage en uddannelse, et arbejde eller lære sproget til fulde’. Argumentet siger implicit, at de sociale problemer opstår efter ankomsten til Danmark, samt at man ved fratagelse af disse privilegier ville kunne optimere integrationen gennem flere uddannede grønlændere. Selvom jeg er klar over, at det ikke er det, du advokerer for, mener jeg stadig, at en indførelse af et kursus og en mentor ikke løser noget – kulturdiskrepansen er kun en lille del af problemet.
    Det grønlandske uddannelsessystem er præget af divergerende sproglige politikker i hhv. folkeskolen og gymnasierne . Hvor mange grønlandske børn indtil niende klasse udelukkende har talt grønlandsk, foregår al undervisning i gymnasierne på dansk. Hermed er det kun de børn, der har haft en dansk forælder eller på anden måde adgang til det danske sprog, der for alvor får noget ud af undervisningen, mens meget af undervisningen bruges på at oversætte. De unge, der så alligevel klarer den gennem gymnasiet med et udmærket snit og kommer ind på en videregående uddannelse i Danmark, rammes derefter af det relative forskel på et 12-tal i DK og i Grønland – man er ikke rustet til niveauet på universiteterne. Og ja, her opstår apatien, der ofte leder ud i misbrug. Men det er et problem, der stikker dybere end kulturforvirring. Grønlandske unges aspirationer rækker, i kraft af omfattende dansk og global påvirkning, langt udover bygderne, mens der spændes ben for dem hele vejen.
    Jeg kan anbefale P1-dokumentaren ‘Grønlandske unge ofre for dansk sprogforvirring’.

    Men man kan spørge sig selv: Er det vores problem? Er det ikke Grønlands eget ansvar at fikse de problemer? Det, der umiddelbart ligner almindelige emigrationsproblematikker stikker langt dybere i historiske forhold, hvor Danmark, ej at forglemme, har været en kolonimagt. Vi har derfor som nation, efter min mening, et enormt ansvar for både at integrere grønlændere i samfundet, samt at facilitere og mediere i det grønlandske selvstyre – uden at gennemtrumfe danske interesser vel at mærke. Fordommen om den fulde grønlænder på bænken er ikke taget ud af den blå luft – problemet er strukturelt, og hamrende reelt. At tilbyde et kursus i dansk takt og tone er for det første bygget på et assimilationsideal, som jeg ikke troede RV var fortalere for. For det andet er det en ignorant neglegering af problemets egentlige dimensioner og af vort eget ansvar i løsningen af dette.