BLOG: Vi mangler en løsning på det egentlige problem

Mathilde Hougaard Boesen, Alternativets UngenetværkMedlem af Alternativets Ungenetværk, Mathilde Hougaard Boesen, kommenterer i dette indlæg på den danske grænsekontrol. Læs hele hendes indlæg her. (Foto: Prayitno Hadinata, CC by 2.0)

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

MATHILDE HOUGAARD BOESEN, Alternativets Ungenetværk
Den 4. januar 2016 blev dagen, hvor den danske regering valgte at indføre den midlertidige grænsekontrol. Jeg er ikke så dramatisk, at jeg vil kalde det for en sort dag i dansk historie – men det er en trist dag. En rigtig trist en af slagsen.

For hvad er det lige præcis for problemer, vi tror, vi løser med den midlertidige grænsekontrol? Så vidt jeg kan læse mig frem til, mener mange og regeringen inklusive, at den midlertidige grænsekontrol er nødvendig for at begrænse antallet af flygtninge mest muligt.

Danmarks økonomi og velfærdsstat sættes under pres, og det er et problem – derfor lukker vi grænserne og sender et klart signal til flygtningene: ”Hold jer væk”.

Jeg mangler bare et svar på, hvad vi så gør. For midlertidig grænsekontrol er ikke en løsning på Europas flygtningeproblem. I stedet for blot at konstatere, at der står en flygtning for vores dør, og lukke vedkommende ude med en grænsekontrol, bør vi stille os selv det spørgsmål, hvorfor flygtningen står der. Hvorfor vælger millioner af mennesker at forlade deres hjem med deres familier? Hvorfor vurderer forældre, at det er bedre at tage deres børn med på flugt, end det er at blive hjemme?

Fordi der er krig. Fordi der er fattigdom, nød og elendighed. Flygtninge i Europa er kun et symptom på det egentlige problem, og vi ved jo godt, at symptombehandling sjældent hjælper.

Lige nu symptombehandler vi ved at lukke grænsen. Dette kunne jeg forstå, måske endda i en ekstrem situation også være enig i, hvis det altså bare var sådan, at man havde det indtryk, at regeringen og dens samarbejdspartnere, værende i Folketinget, i EU og FN, arbejdede på højtryk på at løse problemet ved roden.

Det indtryk får jeg bare ikke, når man fx vælger at skære i udviklingsbistanden, hvilket jo i høj grad går udover nærområderne.

Heller ikke når man vælger at nedprioritere klimaindsatsen, selvom flere forskere taler om, at klimaflygtninge bliver det ’nye’, eller når mediernes fokus, naturligt nok, går direkte til den midlertidige grænsekontrol og ikke til de spæde forhandlinger i FN.

LÆS OGSÅ: BLOG: Privatlivet er presset grundet terrortruslen

Inden nogen kalder mig spelt-humanist, så vil jeg gerne slå fast, at jeg godt ved, at det er dyrt at hjælpe og at Danmark på ingen måde kan hjælpe alle i nød (uanset hvor meget jeg gerne ville det). For mig at se handler det dog om, at vi prioriterer at hjælpe.

At vi prioriterer, at i en årrække må vi bruge lidt flere penge her, og så bruge lidt mindre andre steder – jeg kommer gerne med forslag. Som jeg ser det, handler det ikke så meget om, hvorvidt vi har råd til at hjælpe, men om vi som en del af et globaliseret verdenssamfund overhovedet har råd til at lade være.

Vi må prioritere at opnå en fælles, international løsning, ikke på flygtningeproblemet, men på krigen i Syrien og Islamisk Stat.

Vi må prioritere de langsigtede løsninger og ikke blot en symptombehandling, sådan som den midlertidige grænsekontrol er.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail