Corydon forlader dansk politik

Bjarne Corydon forlader dansk politik. (Foto: News Øresund - Johan Wessman© News Øresund - CC BY 3.0)

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

I går kunne socialdemokrat og forhenværende finansminister, Bjarne Corydon, bekræfte, at han forlader dansk politik.

Corydon skal fremover arbejde for det internationale konsulentbureau, McKinsey. Her skal han som ny global direktør blandt andet arbejde med at hjælpe de vestlige lande med øgelse af produktiviteten i den offentlige sektor. Det forklarer han i et interview med Berlingske.

”Danmark er et af de lande i verden, hvor vi mest offensivt har forsøgt at bruge vores fællesskab til at nå store samfundsmæssige mål. Jeg har været finansminister i en regering, som iværksatte mange forandringer og reformer. De erfaringer kan jeg bringe i spil i andre sammenhænge.” siger den tidligere finansminister.

Ikke overraskende
Ifølge TV 2’s politiske redaktør, Anders Langballe, er det ikke overraskende, at Bjarne Corydon finder sig et andet job.

”Det er ikke for alvor overraskende. Corydon var den mest centrale minister, mest centrale tænker under Helle Thorning-Schmidts regeringstid. Den politiker, der var allertættest på statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Hans socialdemokrati var på mange måder et andet socialdemokrati end det, Mette Frederiksen arbejder for,” siger TV 2’s politiske redaktør, Anders Langballe.

Siden 1972 har McKinsey haft kontor i København – lige ved siden af Christiansborg. Der arbejder ifølge TV 2 omkring 100 medarbejdere, og et af de helt store kunder i den danske forretning er Finansministeriet, som netop Bjarne Corydon forlod i sommer.

Ifølge DR har finansministeriet i perioden fra 2009 til 2014 brugt 89 millioner kroner – altså 29 procent af det samlede forbrug af konsulentydelser – hos McKinsey.

Ud af de mange opgaver, McKinsey har løst for Finansministeriet, var en stærkt omdiskuteret resultatmåling af alle statens ansatte i 2015. De ansattes fagforbund har senere kritiseret modellen, som undersøgelsen blev lavet ud fra.

Corydons afløser er fundet
Efter Bjarne Corydons farvel til Christiansborg skal hans plads nu overtages af Troels Ravn, der er første suppleant for Socialdemokraterne i Sydjyllands Storkreds.

”Det er en helt ny situation. Jeg har kun kendt til Corydons farvel i et kvarter – men jeg er klar. Jeg vil gerne blive i politik, selv om jeg var ved at vænne mig til tanken om et liv uden Christiansborg,” siger Troels Ravn til TV SYD.

Han blev ikke selv valgt ind ved folketingsvalget trods et stort personligt stemmetal.

I sin sidste periode på Christiansborg var han blandt andet formand for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik og kultur- og medieordfører.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Jeg er redaktør på Politikeren.dk, og jeg lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 16 år gammel og kommer fra Nordsjælland.