Manu Sareen skifter til Alternativet

Manu Sareen, tidligere minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde vid høring på Christiansborg, 2012-04-17. (Foto: News Øresund – Johan Wessman. © News Øresund.)

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Den forhenværende folketingspolitiker og minister Manu Sareen skifter nu fra Radikale til Alternativet. Det skriver Altinget.dk.

”Jeg har været i tvivl i lang tid, og jeg er blevet ved med at skele over til Alternativet. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at følge mit hjerte,” udtaler han til Altinget.

Manu Sareen, der i dag er 48 år gammel, har i mange år været en del af De Radikale, og sad fra 2011 til 2015 i Folketinget for partiet. I denne periode udnævnte daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt ham til først kirke- og ligestillingsminister og senere minister for social- og integrationsområdet.

Alternativets ærlighed og mod til at se anderledes på tingene er dog en af grundene til, at han nu skifter parti.

”Jeg kan godt lide Alternativets tilgang til politik. Jeg kan lide deres ærlighed, og så beundrer jeg deres mod til at se anderledes på tingene. Vi står over for store udfordringer, hvor vi kan vælge at gøre, som vi plejer, eller at se tingene på en ny måde,” siger han.

Han understreger samtidig, at det ikke er uenigheder og konflikter hos De Radikale, der er årsag til skiftet.

”Jeg smækker ikke med døren, og jeg er ikke utilfreds med noget. Jeg har bare lyst til at være et andet sted,” siger han til Altinget.

”Jeg har haft 15 fantastiske år med Radikale, men jeg har savnet den glæde, som jeg havde, da jeg begyndte i politik. Politik skal være en fest, hvor man tør håbe og have visioner. Og hvor man ikke tænker i begrænsninger, men i muligheder. Jeg har lyst til at være i en ramme, hvor man tænker anderledes, og det gør Alternativet.”

Vil i Folketinget – for Alternativet
Den 48-årige Sareen er dog ikke i forvejen blevet lovet nogen specielle poster eller opstillingskreds. Men ønsket om at komme i Folketinget for partiet er til stede.

”Hvis de vil have mig, så vil jeg meget gerne stille op til Folketinget, for jeg synes, at jeg både har erfaringer og mange ideer at byde på,” udtaler han.

Uffe Elbæk, der står i spidsen for Alternativet og selv er tidligere medlem af Radikale, er begejstret over for Manu Sareens beslutning. De er tidligere ministerkolleger og partifæller.

”Det er dejligt, at det giver mening for Manu at melde sig ind i Alternativet. Jeg kender ham jo rigtig godt, og vi har siddet i regering sammen, så vi tager i den grad imod ham, ligesom vi tager imod andre nye medlemmer,” siger Uffe Elbæk ifølge Altinget.

Kilde: Altinget.dk

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Chefredaktør på Politikeren.dk - lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.