Regeringen udskyder aftale om 2025-planen

2025-planenStatsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskyder forhandlingerne om regeringens samlede udspil til en 2025-plan. (Foto: News Øresund - Johan Wessman© News Øresund(CC BY 3.0))

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskyder forhandlingerne om regeringens samlede udspil til en 2025-plan. Først når der er forhandlet en finanslov på plads, genoptages forhandlingerne til en samlet 2025-plan.

Det meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et interview med DR Nyheder.

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at dansk politik har været frosset ned i en periode. Vi fremlagde en meget ambitiøs plan – både en finanslov og også en 2025-plan – der med et greb skulle løse en række problemer, Danmark står overfor i de kommende år,” siger Lars Løkke Rasmussen ifølge DR Nyheder.

Samtidig meddeler Lars Løkke Rasmussen, at han forsat vil forsøge at få en hurtig aftale i hus om finansloven, de nye ejendomsvurderinger og PSO-aftalen.

Før den offentlige udmelding om regeringens udskydelse af 2025-forhandlingerne, havde Lars Løkke Rasmussen taget de øvrige partiledere i blå blok i ed om at udskyde dele af forhandlingerne. Han er altså blevet enig med de øvrige partiledere i blå blok om udskydelsen.

”Danmark har brug for en borgerlig-liberal regering, og det er derfor, at jeg nu – i forståelse med partilederne i Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – lægger op til, at vi nu i første fase får en finanslov på plads.” siger Lars Løkke Rasmussen.

Topskattelettelser udsættes
For omkring to måneder siden – den 30. august – præsenterede Lars Løkke Rasmussen regeringens udspil til en 2025-plan – også kaldet helhedsplanen.

Der er dog ikke kommet ordentligt gang i forhandlingerne, og ikke så meget som en delaftale er i hus endnu.

I forbindelse med udskydelsen af 2025-planen, udskydes blandt andet skattenedsættelser, hævet pensionsalder og et nyt SU-system.

Dermed udsætter regeringen også det, der anses som et af efterårets helt store politiske dramaer. Nemlig Liberal Alliances krav om topskattelettelser.

I sit 2025-udspil har regeringen foreslået en sænkelse af topskatten på fem procentpoint for indkomster, der går op til en million kroner. Det er dog ikke nok, hvis de vil imødekomme Liberal Alliances krav om, at topskattelettelserne skal ”gå hele vejen op”.

Hvis ikke en tilfredsstillende aftale om topskattelettelser er på plads til nytår, vil Liberal Alliance vælte regeringen. Det siger partiets formand, Anders Samuelsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager dog situationen med ophøjet ro.

”Man kan bare konstatere, at hvis ikke vi nu kommer i gang med rigtige forhandlinger, og hvis ikke folk møder ind med en ambition om at tale om det, man kan blive enige om – frem for det der skiller – så kommer vi slet ikke hen til nytår. Så vil vi stå her om to uger uden nogen finanslov og dermed i en total blindgyde,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i et interview med DR Nyheder.

De øvrige dele af helhedsplanen om SU, pension, boligbeskatning og udlændingestramninger må nu vente til finansloven er i hus.

Kilde: DR Nyheder og TV 2

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Chefredaktør på Politikeren.dk - lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.