Sådan bruges de sociale medier i politik

Sådan bruges de sociale medier i politikDe sociale medier anvendes mere og mere i det politiske spil. Men hvordan? Læs bl.a. Benjamin Rud Elberths bud.

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

En statusopdatering på Facebook, et tweet på Twitter og et opslag på Instagram. Det er, hvad mange politikere og politiske partier offentliggør hver dag.

Det er dog sjældent tilfældigt, hvad der kommer ud.

De sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram er nemlig i dag blevet en vigtig del af det politiske spil. Men hvordan? Og kan politik på de sociale medier være med til at ændre holdninger i befolkningen?

Skaber kontakt med vælgerne
De sociale medier er på flere måder blevet et nyt mødested, hvor politikerne kan komme i kontakt med deres vælgere – og mulige vælgere. Politikerne går efter at være der, hvor vælgerne er, og her er de sociale medier en oplagt mulighed

Digital chef hos Geelmuyden Kiese, Benjamin Rud Elberth, fortæller, at politikerne og de politiske partier også kan anvende de sociale medier til at finde flere medlemmer og tackle kriser.

”De anvender dem (sociale medier, red.) til at hverve medlemmer, flytte stemmer, sikre medvind til deres sager, til at tackle kriser og til at passe på deres omdømme,” skriver han i et interview med Politikeren.dk.

I løbet af de seneste år er brugen af sociale medier i politik steget markant. Det viser en undersøgelse fra Decidis. Her er den største forskel på folketingsvalget i 2011 og 2015 antallet af kandidater med en Twitter-profil.

Ifølge undersøgelsen havde 15% af kandidaterne i 2011 en Twitter-profil, og 68% havde en profil ved folketingsvalget i 2015. Samtidig er antallet af danske brugere på selv samme medie ikke steget i samme grad. DR Medieforskning påstår, at kun ca. 4% af danskerne bruger Twitter.

Derudover ser vi, at de sociale medier bliver mere og mere fremtrædende ved hvert folketingsvalg. Det er en naturlig konsekvens af, at alting foregår digitalt, mener Benjamin Rud Elberth.

”Det er en naturlig konsekvens af, at alting foregår digitalt. Lige nu sidder jeg og besvarer et interview pr. mail. Om ti år går vi ikke ned i en stemmeboks. Der stemmer vi med vores VR-briller på i Facebooks Messenger-felt i en virtuel stemmeboks, mens politikernes interaktive valgplakater hænger rundt om hovedet på os,”.

Kommer i kontakt med journalister
Det er kun en lille del af den danske befolkning, der bruger Twitter – det samme kan ikke siges om politikere. En undersøgelse fra Dansk Journalistforbund i 2013 viser således, at Twitter stadig er et medie, der hovedsageligt bruges af organisationsfolk, journalister og politikere.

En af grundene til politikernes anvendelse af Twitter er, at de her kan komme i bedre kontakt med de over 1.000 journalister, der er at finde på Twitter. Undersøgelsen viser nemlig, at næsten 80 procent af politikerne bruger Twitter til at kommunikere med journalister.

Medfører en mere rå debat
De sociale medier medfører dog også en mere bramfri debat mellem politikerne end normalt i Folketinget og i medierne. Men hvilke konsekvenser har de sociale medier i dansk politik egentlig?

”Vi får en langt mere polariseret og voldsom debat, fordi politikerne har fundet ud af, at de først får likes og delinger, når de skriver noget der forarger eller vækker stærke følelser hos vælgerne. Det betyder, at vi ikke får de store debatter om emner, der er meget komplekse eller meget nuancerede,” fortæller Benjamin Rud Elberth.

Et af de mest omtalte tweets i lang tid er fra Lars Løkke Rasmussen. Fire minutter inde i De Konservatives pressemøde kalder han de blå partier til møde om den særdeles omtalte ’kvælstofsag’.

Læs om kvælstofsagen: Her!

”Det er smart, fordi han sørger for at angribe Søren Papes monopol-lignende tv-pressemøde, så Pape kommer til at stå på en bund af Løkkes Tweet, når TV 2 smider det på skærmen. Det er knap så smart, fordi det udløser en regeringskrise,” siger Benjamin Rud Elberth, som samtidig mener, at Lars Løkke Rasmussen klarer sig bedst som politiker på de sociale medier.

Ungdomspartier på de sociale medier
Langt de fleste ungdomspolitiske partier i Danmark er også at finde på enten Facebook, Twitter, Instagram eller Snapchat. Hvis ikke alle.

På disse medier er ungdomspartierne er især kendt for at udtale sig mere direkte end deres moderpartier, men der er forskel på, hvordan de forholder sig.

Benjamin Rud Elberth vurderer, at især Konservativ Ungdom (KU) og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) gør det bedre end deres moderpartier.

”KU er dygtigere end deres moderparti. DSU er langt mere opfindsomme end deres moderparti. DFU er væsentligt dårligere end deres moderparti. Generelt skulle man tro, at moderparti og ungdomsparti slet ikke taler sammen,” udtaler han.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Chefredaktør på Politikeren.dk - lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.