Hummelgaard: “Vi kommer til at slås med højrefløjen”

Peter Hummelgaard ThomsenVi har netop indtaget år 2016, og det betyder, at vi nu skal lægge år 2015 bag os. Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokraterne ser tilbage på året.

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Vi har netop indtaget år 2016, og det betyder, at vi nu skal lægge år 2015 bag os. Et år 2015 med terror, flygtningekrise og folketingsvalg.

Men hvad husker vi egentlig år 2015 bedst for?

Politikeren.dk har snakket med socialdemokrat Peter Hummelgaard Thomsen, der i juni blev valgt ind i Folketinget for første gang.

Først og fremmest: hvad husker du 2015 for?
”2015 har været et af de mest begivenhedsrige år i lang tid. Folketingsvalget blev afholdt for lidt over seks måneder siden, men det føles jo allerede som om det er en evighed siden. Terror, flygtningekrise og en regering der ikke har tøvet med at skære ned for at finansiere skattelettelser har fyldt meget. Men ikke desto mindre, så er folketingsvalget nok det jeg husker 2015 mest for.”

Hvad har været årets største politiske overraskelse?
”Det meste af 2015 har været fyldt med triste og deprimerende begivenheder. Så når jeg skal svare på hvad den største overraskelse har været, så vælger jeg at tolke det positivt. Året største politiske overraskelse var, at det lykkedes for lønmodtagere, politikere og forbrugere at stå sammen imod Ryanairs discountmodel. En model der, hvis den får lov, vil underminere alt det der har gjort Danmark stærkt, trygt og rigt. Det var en overraskelse, at der selv blandt borgerlige stemmer var opbakning til kampen for fair løn- og arbejdsvilkår. Det var første slag, i det der bliver mange.”

Det har været din første gang i Folketinget – Hvordan har det været indtil videre?
”Forvirrende – men også spændende. Meget at lære, og meget udfordrende at være i opposition.”

Hvilken politiker har gjort det bedst i 2015?
”Hmm. Hvis jeg ikke skal vælge en fra rød blok, så må det blive Claus Hjort. Jeg er uenig i stort set alt, hvad denne her regeringen fremlægger af prioriteter for Danmark. Men jeg har respekt for, at man ved hvad man vil. Det ved Claus Hjort. Og jeg har tænkt mig bekæmpe det med alt hvad jeg har.”

Hvilket parti har gjort det bedst i 2015?
”Det må vel siges at være Alternativet. Jeg forstår det stadig ikke helt. Men imod alle odds har Alternativet ikke bare overlevet, men rent faktisk vist sig at kunne mobilisere mange vælgere på valgdagen. Det er da imponerende.”

Hvad har været årets store politiske fejl?
”Årets store fejl begik De Radikale i det halve år op til valget. På alle spørgsmål lige fra dagpenge til boligskat, handlede Morten Østergaard som om han rent faktisk ikke ønskede at S-R regeringen skulle have en periode mere. Det håber jeg, han fortryder nu.”

Hvad ser du frem til i 2016?
”Jeg tror 2016 bliver et mindst lige barskt år som 2015. Vi kommer til at slås med højrefløjen om hvad vi skal prioritere, og udfordringerne med flygtninge vil fortsætte. Indtil videre, ser jeg ikke frem til det. Men jeg ser frem til at slås for de kortest uddannede og lavest lønnede. Det er deres fremtid, der er på spil.”

Find Peter hummelgaard Thomsen på facebook, twitter og hans egen hjemmeside.

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Chefredaktør på Politikeren.dk - lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.