Interview med Esben Bjerre

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Mange kender i forvejen Esben Bjerre fra Monte Carlo på DR3/P3. Medmindre man tilfældigvis har mødt ham på Bones i Silkeborg, hvor han arbejdede fra 2003 til 2009 – chancen er lille.

Programmet, Monte Carlo på DR3, er han vært for sammen med Peter Falktoft. Tidligere har programmet kørt på radioen indtil 2014, hvor det blev til et TV-program. Hvis man er interesseret i politik, aktuelle nyheder og gode grin, anbefales dette program.

Monte Carlo kendes bl.a. for deres karakteristiske slogans og udtryk, deriblandt:

“Kæmpe vinger bagud”, “Husk det gode humør” og “Rolf er ren!”

Politikeren.dk har talt med ham.

Du er uddannet journalist. Har du altid vidst, at du ville gå den vej?

“Faktisk var min støre drøm at blive astronaut, men det gik efterhånden op for mig, at man skulle være ret vild med kemi og fysik og virkelig elske matematik, før det overhovedet kunne blive til noget, så det skrottede jeg. I gymnasiet fik jeg mig sporet ind på, at jeg i hvert fald ville lave noget, som havde noget med samfundet at gøre. Jeg fik en samfundsfagslærer som var med til at vække interessen for det og til sidst stod valget mellem statskundskab eller journalist, og der tror jeg, jeg valgte rigtigt.”

Hvordan kom idéen til Monte Carlo?

“Mens jeg havde været på DR Nyheder i min praktiktid, havde Peter (min kollega) havde været på P3 og han fik tilbudt at lave et program som skulle ligge hverdage mellem 14 og 16. Og så skrev han til mig om ikke, jeg ville være med, og ret hurtigt blev vi enige om, hvad det skulle handle om, hvordan vi ville tale om politik og medier og så endte det med et radioprogram som senere blev til tv.”

Foretrækker du at lave radio eller TV? 

“Radio og tv kan noget meget forskelligt. Radio er fantastisk til at være impulsiv, skifte spor og lade sig rive med i én retning, selvom man faktisk havde planlagt noget helt andet. TV er meget mere firkantet. Det hænger sammen med den måde det bliver lavet på og det skal jeg nok spare dine læsere for. Men TV kan noget andet. Det kan man bl.a. opleve i det interview vi lavede med Yahya Hassan, hvor der måske var en lidt anderledes stemning end normalet, men det virker bare så meget stærkere på TV, og det er også ret forrygende at prøve. Og så har både Peter og jeg det sådan, at vi synes det er sjovt at lave noget nyt engang imellem, så man ikke sidder for meget fast i sine rutiner.”

Kommer du/i (Monte Carlo)  til at dække noget af valgkampen i år?

“Vi er så heldige at vi får lov til at dække valget på vores helt egen måde. Vi har simpelthen oprettet en lille valgkanal som kun sender på nettet og kun på selve valgaftenen. Det hele er lidt hemmeligt endnu, men hvis man følger med på de sociale medier under hashtag’et #valgamok, så skal der nok komme mere info.”

Hvis du skulle give et råd til unge mennesker, som drømmer om at blive noget inden for journalistik, hvad skulle det være?

“Man skal mærke efter, hvad det er man i virkeligheden vil. Vil man bare gerne være på skærmen er det måske ikke den vej man skal gå. Det er i hvert fald langt fra sikkert at man ender som tv-vært med sit eget program. Man skal jo huske på, at for hvert tv-vært sidder der jo massevis af vildt dygtige og ihærdige journalister bagved. Så hvis man virkelig synes at politik, kultur eller videnskab er sindssygt sjovt at fortælle om, så vil jeg klart anbefale at man søger ind på en af journalistuddannelserne og prøver via den vej. Der er desværre ikke nogle nemme genveje. Og hvis der er, så fortæller jeg dem i hvert fald ikke.”

“Faktisk var min støre drøm at blive astronaut, men det gik efterhånden op for mig, at man skulle være ret vild med kemi og fysik og virkelig elske matematik, før det overhovedet kunne blive til noget…”

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen

Chefredaktør på Politikeren.dk – lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.