“Jeg håber på at kunne vende tilbage”

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraterne fik et godt valg. De endte som det største parti i dansk politik med hele 26,3% af stemmerne.

Socialdemokraternes gode valgresultat var dog ikke nok til at sikre endnu en 4-årig valgperiode. De andre socialistiske partier fra rød blok fik nemlig ikke samlet nær så mange stemmer som de forrige år, hvor derimod Dansk Folkeparti har overrasket og får nu hele 37 mandater i Folketinget.

Man kan sige, at Dansk Folkeparti vand valget for blå blok.

Som følge af den blå sejr, går de nuværende ministre fra rød blok af. Et nyt regeringsgrundlag bliver oprettet, og ny ministre træder til.

Politikeren.dk har talt med forhenværende skatteminister, Benny Engelbrecht, om valget.

Det blev et godt valg for Socialdemokraterne, men alligevel ikke nok til at komme i regeringen igen. Hvordan er dine følelser omkring valget i dag?

“Jeg er naturligvis glad for at socialdemokraterne blev klart største parti, og at vi gik frem. Det tegner godt for fremtiden, og jeg ser det som en anerkendelse af, at vi har vist lederskab for at føre Danmark sikkert ud af krisen.”

LÆS OGSÅ: Thorning til EU-topmøde

Du var skatteminister indtil d. 18. juni. Hvordan er det at miste den ministerpost?

“Jeg er faktisk fortsat fungerende skatteminister. Hvor længe jeg bliver ved med at være det afhænger af de regeringsforhandlinger, der pågår lige nu. Der er mange ting, jeg gerne ville arbejde videre med i Skatteministeriet, men det bliver så ikke i denne omgang. Jeg håber at kunne vende tilbage igen engang.”

Helle Thorning Schmidt gik af som partiformand efter valget. Ved i hvem der skal overtage hendes plads?

“Jeg har opfordret Mette Frederiksen til at stille op som formand og hun er nu indstillet af en enig hovedbestyrelse i partiet. Jeg forventer at hun vælges uden modkandidat på den ekstraordinære kongres vi holder på søndag klokken 14:00 i Falkonercentret.”

Benny Engelbrecht var en af dem, der fik flest personlige stemmer til folketingsvalget i år. Det blev til over 8.000 stemmer.

“Jeg er meget stolt af det store antal mennesker, der valgte at vise mig tillid ved at sætte kryds ved mig personligt i torsdags. Jeg håber, jeg kan leve op til deres forventninger, selvom man naturligvis ikke får den samme adgang til at ændre ting når man er i opposition.” siger han til Politikeren.dk.

Benny Engelbrecht er fortsat i Folketinget.

Hvis man overvejer en karriere som politiker, kommer Benny Engelbrecht her med nogle gode råd. Og hvorfor man netop skal stemme på Socialdemokraterne.

“Et råd til unge mennesker er, at man ikke skal engagere sig i politik for at gøre det til en levevej, men fordi man brænder så meget for det, at man ikke kan lade være. Man skal naturligvis stemme på socialdemokraterne, hvis man vil et stærkt, solidarisk samfund, hvor vi tager hånd om de svageste, og hvor der er lige adgang til uddannelse og sundhed.”

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen
Jeg er redaktør på Politikeren.dk, og jeg lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 16 år gammel og kommer fra Nordsjælland.