Ny historisk klimaaftale er på plads

D. 12.12.2015 kunne 196 lande bekræfte deres støtte til den nye klimaaftale. Nu skal den implementeres i praksis. Læs meget mere om aftalen i denne artikel. (Foto: Arnaud Bouissou, Flickr)

DEL ARTIKLEN

Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Allerede da den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, i går kunne præsentere udkastet til klimaaftalen, var det brede smil og klapsalver, der prægede Paris og resten af verden.

Senere skulle smilet dog blive endnu bredere. 196 af verdens lande er nemlig nået til enighed om en ny international klimaaftale, der skal mindske den globale opvarmning.

Målet for klimaaftalen er at begrænse den globale opvarmning til under 2 grader – helst 1,5 grader. Aftalen lægger op til, at alle lande nu skal udarbejde planer for, hvordan de vil nedbringe deres udledning af drivhusgasser – og dermed begrænse stigningen.

Planerne skal hvert femte år opdateres, og målene kan udelukkende forbedres – ikke forringes.

Blandt andet penge til grøn omstilling og klimatilpasning i de fattigere lande har været afgørende for at få klimaaftalen på plads. Mange udviklingslande har nemlig gjort deres klimamål betingede af, at de får bistand i form af teknologi og penge.

Hvad sker der, hvis lande ikke overholder løfterne?
Der lægges ikke op til, at lande bliver straffet, hvis de ikke overholder deres klimamål. Dog skal alle lande – udover de mindst udviklede lande – indrapportere til FN, hvordan det går med klimamålene.

Fra år 2023 skal landene for første gang samles igen for at tage klimaaftalen op. Her skal der vurderes, hvordan vi ligger i forhold til at nå målet om at begrænse den globale opvarmning.

Reaktionerne på den nye klimaaftale i Paris har ikke kun været positive. Bl.a. Sydafrikas miljøminister, Edna Molewa, gav udtryk for, at aftalen ikke er helt perfekt.

”Denne aftale er ikke perfekt. Men Sydafrika støtter den uden forbehold. Paris-aftalen repræsenterer et stort spring fremad for udviklingslandene,” sagde hun ifølge Politiken, da landenes repræsentanter i går tog ordet for at bekræfte deres støtte til aftalen.

John Kerry, der er USA’s udenrigsminister, takker især det franske formandskab.

”I har gjort et super job. Alle er meget taknemmelige for jeres lederskab. Dette er en enorm sejr for alle – ikke for et land eller en blok, men for hele planeten og for de fremtidige generationer.” sagde John Kerry i går som reaktion på klimaaftalen.

Kampen fortsætter
Næste år er det Marokko, der er klimatopmøde-vært. Her skal landene arbejde videre med at virkeliggøre Paris-aftalen.

”Et slag er vundet i Paris, men kampen fortsætter,” sagde Marokkos miljøminister, Hakima El Haite.

Politiken har lavet en liste over hovedpunkterne i den nye klimaaftale:

  • Den gennemsnitlige globale temperaturstigning skal holdes godt under to grader.
  • Landene skal gå efter at få udslippene af klimagasser til at toppe snarest muligt.
  • Landenes egne klimaplaner skal opdateres hvert femte år.
  • Landene skal hvert andet år rapportere til FN, hvordan det går med planerne.
  • Fra 2020 skal der være mindst 100 milliarder dollars om året i klimafinansiering til de fattige lande.
  • De rige lande skal indrapportere deres klimabistand til FN hvert andet år.
  • Hvert femte år skal landene vurdere, hvordan de ligger i forhold til klimaaftalens mål.
  • Allerede i 2018 foretages en første vurdering, selvom aftalen først gælder fra 2020.
Facebook
Twitter
GOOGLE
Følg på e-mail

Om Skribenten

Mads Øland-Petersen

Chefredaktør på Politikeren.dk – lancerede hjemmesiden d. 27. maj 2015. Politik har i mange år fyldt meget for mig, da jeg simpelthen ikke kan få nok af det. Jeg er 17 år gammel og kommer fra Helsinge i Nordsjælland.